En moderne opdagelsesrejse

Nørre Aaby: ’Når jeg lige om lidt fylder 40 år, har jeg besluttet, at der skal ske noget radikalt andet.’
Sådan lød det fra Ronald for et halvt års tid siden – et halvt år før hans runde fødselsdag – og et halvt år efter min.
Jeg havde det på nøjagtig samme måde. Da jeg fyldte 40, var jeg ikke helt det sted i mit liv, jeg havde håbet på. Det fik mig til at spekulere kraftigt over, hvad jeg egentlig ville – og at jeg måtte igang med radikale ændringer, hvis jeg ville derhen. Da jeg sagde det højt, overraksede hans respons mig:
’Jamen, så lad os cykel jorden rundt!’
Jeg betænkte mig i godt og vel 10 sekunder, før jeg lod min mavefornemmelse svare meget klart og entydigt: ’Ja, sgu! Lad os gøre det!’

Selvom det kan lyde som en spontan og ikke specielt gennemtænkt ide, så er det langtfra dét. Vi har begge, så længe vi kan huske, haft en stor udlængsel og drømme om ikke kun at opleve det meste af verden, men også at leve i den.

Det var disse drømme om at leve som eventyrer under fremmede himmelstrøg, der fik os til at tro, at vi nok godt kunne blive halvgamle sammen. Men vi skulle jo først lige være færdige med studierne. Og så skulle vi jo lige gøre karriere. Og så skulle vi jo lige have børn, og de skulle jo lige være lidt større. Til sidst havde vi pakket vores drømme i en flyttekasse med andre memoirer fra vores barn- og ungdom. En kasse som vi skubbede længere og længere ind i glemslens fjerneste krog.

Da stressen ramte, faldt vi ud af det hektiske liv i det berygtede hamsterhjul, hvor vi piskede af sted i et tempo, der efterlod os for stakåndede til at foretage os andet end blot at hænge på. Først da vi røg ud, blev vi tvunget til at geare ned, til at mærke efter og reflektere over, hvad det helt præcist er, vi vil have ud af livet.

Vores forberedelser til denne tur har derfor ikke været præget af, hvilke typer dæk vi har på cyklerne eller hvilket telt vi skal have med. Det har jeg ladet være helt op til Ronald, som er helt inde i den slags. De første mange måneder efter, at vi sagde ‘nu gør vi det sgu!’, snakkede vi om alt andet end gear og grej. Før vi kunne finde sammen igen og tage på en tur som denne, skulle vi være sikker på, at vi ville samme vej – ikke på turen men i livet.
Før vi traf den endelige beslutning, har vi drøftet værdier og formål for den nye livsstil, vi skyder igang, når vi sætter os i sadlerne og kører sydover.

Når vi cykler ud i verden, er det derfor ikke kun for at opleve nye, eksotiske steder. Vi kører på opdagelse i en anden måde at leve livet på. Et liv hvor vi har fokus på at være og lære, på at leve og opleve og ikke kun overleve.
Vi kører ud for at udforske livet i lavt gear.

Læs mere om hvem vi er her

Marts 2017 – Af Lene