Skal vi ikke snart hjem…

Steller See: – Skal vi ikke snart hjem, spurgte Sebastian en dag, vi alle sad og arbejdede i et baglokale til receptionen på Ferienzentrum Heidenau.

Sebastian havde trænet danskskrivning ved at svare på en hilsen fra hans ven, Asger, som havde sendt et billede med af sig selv. Der bredte sig et stort smil i hele Sebastians ansigt, da han sådan sad og så billedet af Asger, der smilede til ham hjemme fra Nørre Aaby.

Jeg troede derfor, at den hilsen havde rippet op i savnet af kammeraterne og alt det derhjemme, da jeg kort efter fik spørgsmålet, om vi ikke snart skulle hjem. Jeg tøvede lidt med at besvare spørgsmålet. For selvom vi har været på farten i over en måned nu, så er vi jo kun lige begyndt på vores liv i lavt gear. Vi er slet ikke nået ned til ‘de varme lande’. Jeg er bestemt ikke klar til at tage hjem endnu – og det ved jeg, at Ronald heller ikke er. Derfor kunne jeg næsten ikke bære, hvis familiens yngste allerede nu, begyndte at længes efter at komme hjem.

Så jeg spurgte opklarende, om han mente ‘hjem som i hjem til Nørre Aaby’ – og han nærmest rystede på hovedet af mig, da han med et smil svarede:

“Nej, mor, hjem til teltene!”

Hjem er hvor teltene er
Jeg smilede lettet. For det har Sebastian nemlig helt ret i. Vores hjem er nu, hvor vores telte er. Det er ikke noget, vi har talt om. Det er en følelse, der er kommet snigende de sidste par uger. Så det var dejligt at høre, Sebastian omtale vores lejr som ‘hjem’.

Og eftersom vi kun har haft én episode, hvor et barn har bandet over sin cykel efter en tur i grøften og grædende spurgt, hvorfor vi også lige skulle på denne her tur, for så at blive sit eget milde og glade jeg en halv time – og en Nutellamad – senere, så fornemmer jeg, at det ikke kun er Sebastian, der er begyndt at føle, at vores lejr er vores hjem.
Vi har været afsted i en måned nu. Helt præcist en måned og to uger. Selvom vi ikke er kommet geografisk lige så langt, som vi havde forestillet os, så er vi kommet et godt stykke med vores overordnede mål – nemlig at leve livet på en lidt anden måde, end vi gjorde inden tourstart. Første skridt er, at vi føler os hjemme i vores lejr.

Lavere gear end ventet
Når vi kigger tilbage på de første 6 uger i sadlen og de 600 km, vi har tilbagelagt, så har vi faktisk ikke brugt så mange timer i sadlen, som vi havde forventet. Selvom vi hjemmefra ikke har planlagt en rute med en stram tidsplan, så havde vi forestillet os, at vi geografisk var nået længere, end vi er i dag, hvor vi har slået lejr for et par dage lidt syd for Bremen.

Vi har en ide om, at vi holder jul i Marokko, og vi havde forestillet os, at vi var i Frankrig i juli. ‘Det når vi aldrig med det tempo, vi kører i nu,’ har vi sagt til hinanden.

Når den tanke dukker op, husker vi os selv på, at livet i lavt gear ikke kun handler om at cykle 30-50 kilometer om dagen for at nå et mål til en bestemt dato – det handler om at stoppe op og huske at leve livet nogle af de skønne steder, vi kommer forbi. Eller slå lejr og sikre at vi har os selv med hele vejen.

Klar til længere stræk
Nok er vi ikke nået langt geografisk, men den første måned har været lærerig. Den første måned startede med en brat erkendelse af, at jeg er elendig til at pakke let. Så jeg måtte lære den kunst på den hårde måde – med tårer trillende ned af kinderne, mens jeg forsøgte at skubbe læsset op ad de mange sydfynske bakker. Det medførte helt naturligt erkendelsen af, at jeg var i for dårlig form til at pakke alt for meget upraktisk tøj og for mange bøger i min oppakning og så vælge den bakkede cykelrute fremfor den lige landevej. Når man ikke hører, må man føle – og det der ikke slår en ihjel, gør én stærker. Disse to ordsprog kan meget vel være forfattet af en debuterende turcyklist, der er glad for bøger og ikke har trænet op til tourstarten. Strabadserne på turen har langt fra slået os ihjel, de har kun gjort os stærkere. Så selvom livet i lavt gear handler om meget andet end at cykle, så er der konsensus i lejren om, at nu skal vi mere i sadlerne, for vi skal altså have fundet de der varme lande.

11.maj 2017 – Af Lene