Historie som guide

Fra blodige slag til kirkelig fredsaftale – en rejse gennem europæisk historie

Teutoburger waldsee: “Friede 1648” står der under fredsduens kløer på det monstrøst store dørhåndtag ind til rådhuset i Osnabrück. Da vi i sidste uge trykkede det ned, var ingen af os i tvivl om, hvilken historisk begivenhed dét håndtag var et symbol på.

Når man som børnene og jeg rejser sammen med en historieinteresseret, god fortæller som Ronald, lærer og oplever vi ting på vores vej rundt i Europa,som vi nok ikke ville, hvis Ronald ikke havde indviet os i sin store viden om historie.

– Vil I høre om romerne eller om reformationen, havde Ronald spurgt os et par uger, før vi trykkede fredshåndtaget ned.
Børnene valgte romerne, så mens vi gumlede morgenmad, fortalte Ronald levende om det blodige slag, hvor den romerske konsul Varus og hans tre legioner blev narret i baghold af gemaneren Armenius, der var vokset op som romer. Et blodigt slag der varede i tre dage og kostede 15.-20.000 romere livet og dermed udtværede tre hele legioner, hvilket svarer til en ottendedel af den romerske hær.

Blodbad og Nutellamadder
Den morgen, vi fik det romerske blodbad serveret med oste- og Nutellamadder, gik det op for mig, at Ronalds ruteforslag ned gennem Tyskland hænger nøje sammen med vigtige begivenheder i verdenshistorien. I en skov nær Kalkriese har man nemlig gjort mange arkæologiske fund, der indikerer, at Varusslaget fandt sted lige netop der. Denne skov ligger nordøst for Osnabrück, som Ronald meget gerne ville besøge på vores vej mod Holland og Atlanterhavskysten, som vi har planer om at følge det meste af vejen sydpå.

Med fortællingen om det blodige slag i frisk erindring besøgte vi museet Varusschlacht på vores vej mod den tysk-hollandske grænse. Montrene med de forskellige fund blev studeret nøje, og på marken, hvor fundene er gjort, blev vi voksne grebet af eftertænksomhed, mens børnene strakte ben henover den mark, hvor gemannerne med list havde overmandet romerne og præget verdenshistorien. Hvordan mon verden havde set ud, hvis udfaldet havde været et andet?

Reform og fred
Et dyk i en kølig skovsø og en cykeltur i bakket terræn senere nåede vi Osnabrück, hvor endnu en historieekskursion ventede os. Denne gang fik vi ingen valgmuligheder. Til gengæld fik vi historien om Martin Luther, der for 500 år siden protesterede mod den katolske kirke, og skabte grobund for den protestantiske kirke. Cirka 100 år senere startede 30 års krigen mellem de to kirker. En krig, der sluttede i 1648 med den Westfaliske fredsaftale, som blev forhandlet mellem protestanterne i Osnabrück og katolikkerne i Münster.

Da vi skubbede døren med det tyske ord for fred på dørhåndtaget op, var det netop for at stå i den sal, hvor protestanterne valgte at tolerere katolikkerne fremfor at bekrige dem. Endnu engang blev vi ramt at historiens vingesus, som vi sad der på de originale bænke i fredssalen, hvor vigtige tyske mænd og en svensk dronning havde sluttet fred og skrevet historie 470 år tidligere.

Turen går nu mod Münster. Vi er dog ikke nået længere end til Teutoburger skovsø 16 kilometer syd for Osnabrück. Efter 900 kilometer med tung oppakning gav rammen på Ronalds 20 år gamle cykel efter. Så vi afventer en ny ramme med pakkeposten, før vi kan komme videre i vores egen cykelhistorie.

29.maj 2017 – Af Lene

Lene skriver hver 14.dag en artikel til den lokale ugeavis, Melfarposten, som vi senere bringer her på vores blog. Dette er en omskrivning af en artikel, der har været bragt i Melfarposten/Fyens.dk